Når kroppen vågner før verden – og følelserne ikke længere skal gemmes væk

Jeg prøver at være voksen. Det går… okay-ish.

Det her er måske det mest ærlige opslag, jeg har skrevet. Og helt ærligt? Jeg bliver allerede en smule usikker bare ved at begynde. Det er som at åbne en dør ind til mig selv og stå og håbe på, at der både er plads, og at nogen gider at lytte.

For selvom jeg arbejder med selvværd, betyder det ikke, at jeg selv står op hver morgen og føler mig som en spirituel Beyoncé. Jeg er stadig et menneske, der nogle dage sidder og tænker: “Er det her overhovedet godt nok? Siger jeg for meget? For lidt? Er jeg overhovedet kvalificeret til at skrive noget som helst, nogen kan bruge?” Og ja det tænker jeg, imens jeg skriver et blogindlæg om ja selvværd og usikkerhed. Ironien er næsten poetisk.

Jeg er arbejdsløs og forsøger samtidig at bygge min lille praksis op. Jeg har ADHD. Jeg har dage, hvor mit hoved gerne vil lave 47 ting på én gang og andre dage, hvor jeg knap kan få mig selv ud af min egen hættetrøje. Og alt det hele det uperfekte rod af identitet, håb, tvivl og viljestyrke følger mig ind i alt, hvad jeg gør. Også når jeg skriver her.

Den lille stemme indeni, der hvisker: “Er du sikker på, du er nok?” har boet i mig længe. Den blev plantet tidligt, som hos så mange andre. For mange af os fik ikke selvværd i gave hjemmefra. Ikke fordi vores forældre var onde eller uinteresserede, men fordi de heller ikke havde lært det. De kunne kun give det, de selv havde fået. Hvordan skal man lære et barn at elske sig selv, hvis ingen har vist én, hvordan man gør? Det er som at forvente, at nogen skal male en væg men de har hverken pensel eller maling. Selvfølgelig lykkes det ikke.

Når man ikke får den gave, vokser man op og tror, at selvværd er en slags medfødt funktion, som man bare burde have. Og hvis man ikke har den, må der være noget galt med én. Men sådan fungerer det ikke. Selvværd er ikke noget, man får. Det er noget, man skaber. Også selvom det betyder, at man som voksen står og skal rydde op i mønstre, der er 20, 30 eller 40 år gamle.

Og som om det ikke var krævende nok i sig selv, så lever vi i en tidsalder, hvor vi hver eneste dag bliver mindet om, hvad vi ikke er. Sociale medier hjælper i hvert fald ikke på sagen. Du kan sidde i din sofa, lidt flad, lidt træt, lidt modløs, måske ovenikøbet arbejdsløs ligesom mig, og så swipe dig ind i 100 andre menneskers perfekte liv. De rejser, de har drømmekroppe, drømmejob, drømmeparforhold og renoverede huse. Imens sidder du selv og har lige spist knækbrød med ost til aftensmad samtidig med at du ikke kan overskue noget så simpelt som at gå i bad. Du ved ikke helt, hvad du laver med dit liv. Og vores hjerne sammenligner. Uanset om vi vil det eller ej.

Det er så let at miste sig selv i alt det der. At føle sig som en, der råber ud i intetheden. At tro, at ingen rigtig lytter. Og skal jeg være ærlig: Jeg har virkelig dage, hvor jeg tænker “hvem læser overhovedet det her?” eller “giver det mening for nogen? Eller sidder der bare en enkelt person et sted og tænker: wow, hun er da langt ude?” Men det er virkeligheden for mange, der prøver at bygge noget op eller ændre retning. Det er sårbart at række hånden frem, når man ikke ved, om nogen tager den.

Det, der redder mig, når tankerne løber løbsk, er naturen. Simpelt, men sandt. At gå ud, uden at skulle præstere eller levere. Bare ud, hvor træerne er ligeglade med, hvor mange følgere jeg har, og fuglene ikke dømmer min eksistens. Derude er jeg bare mig. Ikke terapeut. Ikke arbejdsløs. Ikke “personen der prøver at bygge en praksis op”. Ikke “hende, der burde være længere end hun er". Jeg er bare et menneske, der trækker vejret. Og det gør noget ved mit nervesystem hver eneste gang.

Og måske er det i virkeligheden dét, som hele det her indlæg handler om:
At være menneske.
At være uperfekt.
At være nok, selv når man ikke føler sig nok.

Jeg skriver ikke det her, fordi jeg har styr på det hele eller for at ynke. Jeg skriver det, fordi jeg ved, hvor almindeligt det er at kæmpe. Jeg ved, hvor stærkt et mønster det er at tvivle på sig selv. Jeg ved, hvordan det føles at stå midt i sin egen proces og prøve at skabe et liv, der både er meningsfuldt og bæredygtigt. Og jeg ved, hvor svær balancen er, når man samtidig forsøger at hjælpe andre mennesker med deres selvværd, mens ens eget danser lidt i baggrunden.

Så hvis du sidder og genkender noget af det her, så vil jeg bare sige:
Du er ikke alene.
Du er ikke mærkelig.
Du er ikke bagud.
Du er ikke forkert.

Du er et menneske, der øver sig.
På samme måde som jeg gør, lige nu, i dette sekund.

Og måske er det i virkeligheden alt, vi behøver at være.