Når kroppen vågner før verden – og følelserne ikke længere skal gemmes væk
Jeg vågnede kl. 4.30 i morges. Helt af mig selv. Ingen alarm. Ingen bimlen. Bare kroppen, der var færdig med at sove. Det er kun muligt, fordi min situation lige nu er, som den er. Det ved jeg godt. Men jeg mærkede med det samme, hvor meget det gjorde for mig, at vågne indefra og ikke udefra. Ikke fordi verden kalder, men fordi kroppen er klar. Jeg stod op og satte en bolledej over. Det er nemt for mig. Det går hurtigt. Det føles ikke som en opgave, men som noget velkendt og roligt. Og mens jeg stod der, begyndte tankerne at flyde. De 7 dødssynder dukkede op i mit hoved. Misundelse. Grådighed. Begær. Vrede. Frådseri. Dovenskab. Stolthed. I går delte jeg åbent (på de sociale medier), at jeg kan mærke misundelse og at der er skam forbundet med den følelse. Og her til morgen gik det op for mig, at noget af den skam måske sidder dybere, end jeg lige tror. Selvom jeg ikke er vokset op kristent (andet end den der danske light-version), kan sådan nogle forestillinger godt leve videre i krop...
