Når kroppen vågner før verden – og følelserne ikke længere skal gemmes væk

 Når vi tror, vi skal præstere for at være

gode nok

Jeg møder mange, der føler sig forkerte i det seksuelle.
Mænd, der tror, de skal levere. Kvinder, der føler, de skal give sig hen – også når det ikke føles helt rigtigt.

Vi har lært, at sex er noget, vi skal gøre rigtigt. Nogen som skal gøres på den her måde og som vi kan fejle i. Og ikke at det er noget vi må være i. Noget som skal undersøges og som kan være en leg. Men i stedet bliver en præstation. For mange starter det langt tidligere.

Som børn fik vi måske skældud, hvis vi viste vores krop frem. Ikke fordi vores forældre ville gøre skade men fordi de selv havde lært, at kroppen var noget, man skulle gemme væk. Noget privat. Noget potentielt forkert.

Så vi lærte skam. Ikke altid som ord, men som fornemmelser:

“Sådan må jeg ikke være.” eller “Det her skal jeg skjule.”

Og lad os lige være ærlige: for et barn er ens krop bare… en krop.
På samme måde som det er spændende at finde ud af, hvor hurtigt man kan løbe, eller hvor langt ens arme kan række, kan det være naturligt at være nysgerrig på, hvordan ens krop ser ud, føles og fungerer. Men for mange voksne er det sværere at møde den nysgerrighed neutralt, for deres egen krop er måske blevet seksualiseret, og det gør det svært at adskille børns naturlige udforskning fra voksnes seksualitet.

Det er en balancegang som forælder, men det vigtigste er, at vi lærer at tale åbent med vores børn. Og især, når de rammer teenageårene.

Jeg har selv givet andre lov til at gøre ting ved min krop, som jeg inderst inde ikke havde lyst til. Fordi jeg ikke vidste, at det altid er okay at sige nej. Fordi jeg troede, jeg skulle være “klar” på samme tid og i samme tempo som andre. Og fordi jeg, både som ung og senere som voksen, har ville være som alle andre (eller som jeg troede alle var😆).

Men her er udfordringen:

Når vi gør ting for at præstere – for at leve op til et billede af, hvordan vi “bør” være – så har vi en maske på. Og under den maske gemmer vi os selv.

Den måde, vi giver andre lov til at behandle os på, bliver også et spejl af, hvordan vi ser os selv.
Hvis vi tillader grænser at blive overskredet, er det tit, fordi vi ikke føler, vi har ret til at sige fra. Og det hænger tæt sammen med vores selvværd.

Skam er en snedig størrelse (se evt. andet blog indlæg: "puha du burde skamme dig..."). Den trives i mørket og hvisker, at vi ikke er gode nok. Og i det seksuelle kan den være særligt stærk, fordi vi her er så sårbare og uden skjold. Men det er også her, vi har mulighed for at opbygge noget smukt og trygt – når vi tør være ærlige.
At sige: 

“Jeg kan ikke mærke mig lige nu.” eller “Jeg vil gerne, men jeg er usikker.”

Det kræver mod, men det er netop i de øjeblikke, vi virkelig kan møde hinanden.

Når vi tør se på vores skam med medfølelse, åbner vi også for et stærkere selvværd. Og jo mere vi kan stå ved os selv – både i det seksuelle og i livet generelt – jo mere kan vi møde andre uden masker.

Så her er mit ønske til dig:

Mød dig selv med samme blidhed, som du ville møde en, du elsker. Giv dig selv lov til at sige nej og ja, ud fra lyst, ikke pligt.

Og husk: Den mest tiltrækkende version af dig er den, der tør være ægte.