Når kroppen vågner før verden – og følelserne ikke længere skal gemmes væk

Jeg vågnede kl. 4.30 i morges. Helt af mig selv. Ingen alarm. Ingen bimlen. Bare kroppen, der var færdig med at sove.
Det er kun muligt, fordi min situation lige nu er, som den er. Det ved jeg godt. Men jeg mærkede med det samme, hvor meget det gjorde for mig, at vågne indefra og ikke udefra. Ikke fordi verden kalder, men fordi kroppen er klar.
Jeg stod op og satte en bolledej over. Det er nemt for mig. Det går hurtigt. Det føles ikke som en opgave, men som noget velkendt og roligt. Og mens jeg stod der, begyndte tankerne at flyde.
De 7 dødssynder dukkede op i mit hoved.

Misundelse. Grådighed. Begær. Vrede. Frådseri. Dovenskab. Stolthed.

I går delte jeg åbent (på de sociale medier), at jeg kan mærke misundelse og at der er skam forbundet med den følelse. Og her til morgen gik det op for mig, at noget af den skam måske sidder dybere, end jeg lige tror. Selvom jeg ikke er vokset op kristent (andet end den der danske light-version), kan sådan nogle forestillinger godt leve videre i kroppen. Nedarvet. Ubevidst. At nogle følelser er “forkerte”. At nogle sider af os helst ikke skal fylde.
Vi tillægger følelser værdi. Det er bedre at være glad end ked af det. Rolig frem for vred. Taknemmelig frem for misundelig. Men sandheden er, at følelser ikke er gode eller dårlige. De er bare. Der er ingen dag uden nat. Ingen sol uden mørke. Sådan er det også med følelser. Vi har dem alle sammen. Også dem, vi helst ikke vil eje. Og uden skam er de “bare” følelser.
Tricket er ikke at handle ud fra dem. Hvis jeg er misundelig, betyder det ikke, at jeg skal ødelægge noget for andre. Det betyder, at jeg skal blive hos følelsen længe nok til at forstå, hvad den peger på. Hvad længes jeg efter? Hvad fortæller den mig om mig selv?
Nogle gange kan man handle på det. Andre gange må man acceptere, at det ikke er muligt – og så give slip og gå videre.

Og så kom jeg til at tænke på intuition.

Jeg tror oprigtigt på, at vores intuition er der hele tiden. Vi kan bare ofte ikke mærke den, fordi vi lever så meget oppe i hovedet. Vi er trænet i at tænke os frem til alting. I skolen. På arbejdet. I livet.
Der er meget lidt plads til at lade noget komme indefra. Meget lidt plads til at vågne naturligt. Meget lidt plads til at mærke efter, før vi handler.
Det starter tidligt. Vi lærer at møde på bestemte tidspunkter, af gode og praktiske grunde. Men hvis man ser på os som hele mennesker, kropsligt, følelsesmæssigt og energetisk, er det ikke sikkert, det altid er det bedste.

På min uddannelse bliver der ofte sagt: “Intet sker tilfældigt.” Og jeg ved godt, det kan lyde lidt… jaja. Men jeg har oplevet det så tydeligt. Under en trommerejse i weekenden lå jeg ved siden af Camille (medejer af Det Holistiske hus). Hun er både en knald dygtig facilitator og en veninde, der betyder meget for mig. Vi endte med at dele dele af rejsen, nærmest flettet ind i hinandens oplevelser. Det var ikke planlagt. Hun skulle egentlig slet ikke have været med. Men vi fulgte intuitionen. Lagde os der, hvor det føltes rigtigt. Og noget opstod.
Jeg siger ikke, at vi aldrig skal bruge hovedet. Selvfølgelig skal vi det. Men jeg er mere og mere sikker på, at vi bruger det for meget. Og mærker for lidt.
Børn kan det. De er mestre i det. Hvis du har et barn, så kig på dem. Ikke for at opdrage, men for at lade dig inspirere. Vi får ikke børn tilfældigt. De kommer også for at lære os noget.

At bruge sin intuition er sårbart. At leve fra den, endnu mere. Man kunne også kalde det den feminine essens. Og nej, det handler ikke om ens køn. Det handler om det, der ikke kan måles, vejes eller præsteres. Og derfor har det lav status i vores samfund. Men det betyder ikke, at det ikke er vigtigt. Tværtimod. Vi har brug for at lytte. Rumme. Og tillade alle følelser at være her – uden skam. De kommer af en grund, lyt til dig selv💗