Hvem besluttede, at piger skal være nuttede og drenge skal være farlige?
Jeg ved ikke, hvor mange af jer derude, der kan genkende det her:
Der var ingen ond intention. Det var kærligt ment. Det var bare sådan verden var skruet sammen. Men intentionen ændrer ikke den indvirkning, det har. For hvad lærer et barn, der hører det igen og igen?
At være stille = god.
At være pæn = rigtig.
At være blid = forventet.
J kan mærke i mig selv, hvordan den fortælling har hængt fast. Hvordan jeg, også som voksen, kan høre den lille indvendige stemme, der siger: “Vær sød. Vær nem. Vær den, ingen bliver irriteret på.” Men der er også en anden del af mig. Den, der råber: “Jeg vil fandeme ikke sidde stille mere.”
Og det er nok også derfor, jeg bliver helt træt indeni, når jeg hører tale om ligestilling, som om det er noget, vi kan ændre ved at skælde politikere ud. For ærligt vi giver vores egne børn nøjagtigt de samme subtile forventninger, som vi selv blev fodret med.
Jeg har set det tæt på min egen familie kan, kærligt, igen, sige til min datter: “Ej hvor er du smuk!” Og til min søn: “Ej hvor er du smart!”
Det gør ikke ondt at høre én gang. Det gør noget, når man hører det hver dag i ni år. Det er det samme i legetøjsbutikker: Drengene får mørke farver, ild, rovdyr og “power.” Pigerne får lyserød, bløde overflader og små nuttede kaniner. Hvornår blev det besluttet, at piger skal være “cute” og drenge skal være “farlige”? Der er ikke engang nogen, der husker, hvem der bestemte det. Men vi viderefører det alligevel.
Og så står vi senere, som voksne, og undrer os over, hvorfor det er så svært for mange kvinder at sige nej til sex, selv når vi ikke har lyst. Eller hvorfor vi får dårlig samvittighed over at sætte en grænse. Hvorfor vi bekymrer os om at lyde sure. Hvorfor vi tænker, “Ej, jeg overreagerer nok,” når vi egentlig bare reagerer.
Det kommer ikke ud af det blå. Det kommer fra år, hvor vi har lært, at vores vrede, vores krop, vores “nej” skal pakkes lidt ind.
Så er der de her 2 videoerne, jeg har set, uafhængigt af hinanden, der kickstartede tanke hos mig. Det er ikke som fakta eller som forskning. Men som billeder, der ramte noget i mig.
Den første er lavet af Always (ja, bindproducenten). Men pointen i den er stadig interessant.
👉 “Like a girl”-videoen
https://youtu.be/U8BEBWWLgoE?si=d2UOSVA3GuCaBY0l
I videoen bliver børn bedt om at kaste “som en pige.” De små piger løber og kaster helt almindeligt, fuld energi. De større piger og drengene derimod laver den der fjollede, kejtede bevægelse, vi alle kender.
Og bagefter bliver de spurgt, om deres søster eller veninde kaster sådan. Så bliver de stille. For de kan godt mærke, at det ikke var ondt ment men at det rammer et eller andet.
Den anden video viser børn, der bliver sendt ind i to rum: ét med “pigeting” og ét med “drengeting”. Pigerne leger gladeligt med alt. Drengene bliver, helt seriøst, kede af det, når de ser dukkerne. Ikke fordi piger er dårlige. Men fordi de allerede har lært, at lyserød = forkert for dem.
👉 “Toy experiment”-videoen
https://youtu.be/LseIxjxd5M8?si=Qci7lE2Zk2QdUUKZ
Det er selvfølgelig iscenesat. Det er tilrettelagt. Det er ikke forskning. Men det viser noget, jeg kender i min egen krop:
At meget af det, vi kæmper med som voksne, starter langt før vi kan stave til “selvværd.” Derfor bliver jeg træt af at snakke om ligestilling på den store systemiske måde. Ikke fordi det ikke betyder noget. Men fordi vi glemmer at kigge på det sted, hvor det hele starter:
I barndommen
I strukturen
I de bittesmå gentagelser
Måske, bare måske, skal vi ikke starte med at opdrage politikerne. Måske skal vi starte med at ændre, hvordan vi taler til vores egne børn og ikke mindst os selv. Forandringen starter altid ved os selv.
Jeg tror helt seriøst, at mange kvinder ville have nemmere ved at sige nej, bede om noget, tage deres plads, stå ved deres lyst og deres vrede, hvis de havde lært som børn:
Så altså hvis du nogensinde har undret dig over, hvorfor det kan føles så svært at være tydelig, sige nej, eller tage din plads som voksen kvinde, så er det måske ikke dig, der er noget galt med. Det er bare gamle mønstre, der stadig hænger fast. Som du må gerne begynde at løsne, blidt og i dit eget tempo.
Kommentarer
Send en kommentar